På vej hjem

Jeg sidder nu i lufthavnen og tager mentalt afsked med min pilgrimsrejse. Jeg tænker på hvilket udbytte jeg fik ud af af 28 dages vandring – og om det var en pilgrimsrejse?

Oprindeligt var pilgrimsrejsen en bodsrejse eller en takkerejse. Mit mål var at komme ud af comfortzonen og mærke mig selv. Komme væk fra dagligdagen og prøve at se mit liv og mine værdier udefra.

afskedDer er så mange ting man tager for givet i det daglige: Mad, søvn, varme, tv, rent tøj osv. Da jeg i morges kørte ud til lufthavnen, var det første gang i 30 dage, at jeg sad i en bil. Jeg kan ikke huske et andet tidspunkt i mit liv, hvor der er gået 30 dage uden at jeg har siddet i en bil.

Min pilgrimsrejse har ikke været en overlevelsestur. Jeg har hver dag fået noget at spise, og jeg har hver aften kunnet finde et sted at overnatte. Men 28 dages vandring lærer en at sætte pris på nogle ting, som man i det daglige tager for givet. Men også at man ofte kan nøjes med mindre.

Jeg havde regnet med at pilgrimsrejsen skulle foregå i mere eller mindre ensomhed, hvor jeg kunne gå i ro og eftertænksomhed. Det blev nærmest det modsatte. Caminoen har sit eget sociale liv og turen har været både livsbekræftende og det modsatte.

De fleste mennesker, jeg har mødt på turen, har haft deres helt egne grunde til at gå caminoen. Nogle sørgelige, andre eftertænksomme og reflekterende. Hvad jeg end måtte have af problemer, så er de ofte blevet små i forhold til de skæbner, som jeg har mødt.

Måske blev pilgrimsrejsen en takkerejse for det liv jeg har? Eller måske en bodsrejse for ikke at være tilstrækkelig taknemmelig for det?

Rejsen er i hvert fald slut – det er bloggen også. Tak fordi du tog med.

I Santiago de Compostella

Bianca og jeg deler værelse med to portugisere. De sover heldigvis længe. Vi står sent op, og det er et privat herberg, så vi bliver ikke smidt ud kl. 8.00

Kl. 9.00 går jeg ned til pilgrimskontoret og for at få mit “Compostolat”. Et slags diplom, som tegn på at man har gået turen.

skrinHver gang vi har overnattet på et herberg har vi fået et stempel med en dato i vores pilgrimspas. På kontoret kontrollerer de datoerne og vi bliver skrevet ind i pilgrimsbogen. I over tusind år er navnene på pilgrimme blevet skrevet ned, når de er ankommet til Santiago.

Bagefter går jeg op i katedralen for at lede efter det hemmelig skrin, hvor man får svar på alle livets spørgsmål; jeg finder det ikke lige. Til gengæld er der et skrin med det som skulle være resterne af apostlen Jakob. Det er nede i kælderen; gemt bag solide tremmer.

Jeg mødes med Bianca og vi spiser morgenmad på herberget. Kl. 12.00 er der pilgrimsmesse og vi går tidligt derned.

Pludselig strømmer det ind med folk, som vi tidligere har mødt på ruten. Flere af dem har gået siden tidlig morgen for at nå at komme til messe med os. Det er rørende at mødes med dem igen.kardinaler

Katedralen er kæmpestor, alligevel er den næsten fuld, da klokken nærmer sig 12. Nu ruller den katolske kirke sig ud i al sin ceremonielle pragt. Fløjdørene åbner sig og det strømmer ind med hvidklædte munke, kapelaner, præster, kordrenge og sågar en kardinal. Der bliver svunget med røgelseskar, orglet bruser og smuk, smuk korsang fylder rummet. Det er spektakulært og flot. På en gang et skuespil og samtidig helt autentisk.

Bag ved mig sidder en ung italiensk pige og hendes far. Jeg har mødt dem flere gange, og de har også gået fra Frankrig. Efter nadveren falder hun på knæ og beder samtidig med at tårerne strømmer ned ad kinderne på hende.

For pilgrimmene, der kom for århundrede siden, må dette have været fuldstændigt overvældenden. Selv for en forkælet dansker i det 21. århundrede er det stort og bevægende.

En vandring på 800 km i mudder, støv, kolort, regn, sne, kulde, hede, op og ned af bjerge er slut.

håndJeg skal hjem med flyveren kl. 9 i morgen tidlig. På hjemturen vil jeg tænke over, hvad jeg fik ud af turen. Lige nu vil jeg ud at drikke en øl og spise middag med Simon, Bianca, Megan, Thomas og de andre pilgrimme, som jeg har mødt på turen.

Jeg har flere gange sagt farvel til nogle af dem. Nu bliver det endeligt.

Fra Arzua til Santiago de Compostella

solopgangNu mangler vi kun den sidste etape af turen: 42 kilometer fra Arzua til Santiago de Compostella.

Jeg følges med den hollandske sygeplejerske Bianca. Vi står op kl. seks og pakker vores ting i mørket. Solen står først op kl. 7.30 og den første time går vi mørke. Det begynder at blive lyst, og solopgangen farver skyerne røde.

Det er godt, at det er den sidste vandredag. Jeg føler mig træt og udmattet: orker næsten ikke at gå mere.

Vi er kommet så tidligt af sted at der ikke er andre pilgrimme på ruten. Rart at kunne gå i fred og tænke de sidste tanker.

Vi når først Santiago omkring kl. otte. Vi finder et lille bitte herberg i nærheden af katedralen. Det er dobbelt så dyrt som ude på ruten, men vi orker ikke at gå rundt og lede efter et billigere.katedral

Da vi har været i bad går vi ned til katedralen og finder en fortovscafe. Her får vi en kold øl og fejrer at vi er nået frem.

I morgen skal vi indskrives i den store pilgrimsbog og til messe i katedralen.

 

Fra San Xulián Do Camino til Arzua

Da jeg står op, er min lilletå næsten lige så stor som storetåen. Der er en kæmpevabel og lige meget hvor mange huller jeg prikker i den, kan jeg ikke få den drænet. Heldigvis får jeg hjælp af min hollandske sygeplejerske, som har en injektionssprøjte, som hun kan dræne den med. Hun får også sat et vabelplaster på den og jeg går næsten helt normalt, da vi forlader San Xulián.

blæksprutteOmkring frokosttid kommer vi til byen Melide. Hver gang jeg har talt med spaniere om turen har de sagt, at når jeg kommer til Melide, så skal jeg spise blæksprutte. Det skulle være en særlig delikatesse, at spise blæksprutte her.

Vi kommer da også forbi flere restauranter, som koger blæksprutter i store tønder, som står ud til gaden. Jeg kan godt lide fisk, og bestemmer mig til at prøve at smage dem. Det er temmelig dyrt: 7 € for en lille tallerken.

Hvor er jeg dog glad for at jeg ikke købte en stor. Blæksprutterne er slimede, konstistensen er som en svamp og det smager mildt sagt ikke særligt godt.

Vejret er fantastisk, solen skinner og det er dejligt at gå. Hen under aften når vi til Arzua, som er den sidste større by før Santiago. Herberget er kedeligt, men rent og pænt.image

Bianca og jeg køber mad, som vi spiser i køkkenet. I morgen skal vi gå omkring 40 km for at nå til Santiago. Det er den sidste vandredag.

 

Fra Portomarín til San Xulián Do Camino

portomarínDa jeg sov i klostret i Samos var det helt ok at sove i en sovesal. Da var vi otte. I Portomarín er vi over hundrede, der sover i samme rum. Det er maskinagtigt og ikke særligt rart. Jeg sover dårligt og er i dårligt humør, da jeg vågner. Humøret bliver ikke bedre af at man skal være ude kl. otte og personalet skynder på folk.

Oplevelsen af turen er nu en helt anden. Hvor der tidligere kun var få pilgrimme er der nu familier, skoleklasser og store grupper, som går på caminoen.

En spansk dame forklarer at de har påskeferie og går turen for at være sammen med deres børn. Meget sympatisk.

Da jeg starter om morgenen, er der ca. 90 km til Santiago, og det er min plan at gå ca. 30 km om dagen, således at jeg ankommer mandag aften.

Det er en af de mere kedelige ruter på turen, og synes det hele er træls; især fordi jeg tænker på at jeg skulle have været til sølvbryllupsfest hos Randy og Thomas. Jeg bliver mere og mere trist og træt af det hele.

Ud på eftermiddagen kommer jeg til et lille landsby med et hyggeligt herberg. Det er et af de lidt dyrere: Ti € for en overnatning. Til gengæld bliver jeg indlogeret på et værelse med kun fire senge. Ovenikøbet sammen med en meget smuk spansk dame og hendes tolvårige søn.Køer

Det er meget hyggeligt i landsbyen og mit dårlige humør forsvinder, da Jeg får et glas vin sammen med to englændere. Vi sidder nærmeste på torvet af byen, hvor byens gamle damer også kommer for at få en aftensnak.

Min spanske værelseskammerat taler med de gamle damer, og nu kan jeg omsider få et indblik i, hvad de gamle damer taler om, når de sidder og hygger om aftenen. Det er vist noget med opskrifter på kålsuppe.

Lige pludselig kommer Bianca, den hollandske sygeplejske. Hun har gået 35 km i sandaler, fordi hun ikke kan holde ud at have sine støvler på længere. Hun er en helt.

Det bliver ikke nogen sølvbryllupsfest, men alligevel meget hyggeligt. Vi spiser aftensmad sammen med englænderne og den spanske familie.

Fra Samos til Portomarín

trylleskovDer er en bar i nærheden af klostret, som har åben kl. 7.30, hvor vi skal forlade klostret. Her drikker vi en kop kaffe, og jeg får sagt farvel til den gruppe, jeg har fulgtes med de sidste dage. De vil gå en kort dagsmarch til Saria, mens jeg vil gå de ca. 31 km til Portomarín. Der er mange farveller på denne tur.

Jeg har fået to nye vabler på de yderste tæer på venstre fod, den midterste tå er begyndt at gøre ondt igen og neglen på lilletåen er blevet blå. Jeg kan mærke jeg lever.

Kort efter Samon kan man vælge mellem en kort rute langs landevejen eller en lidt længere rute gennem en skov, som hedder Trylleskoven. Jeg tager Trylleskoven.

For få dage siden var der sne i kanten af stien. Nu er der forår. Træerne er sprunget ud, der er blomster i skovbunden, fuglene synger. Jeg går helt alene og det er fortryllende.Bianca

Efter at have gået i et par timer uden at have mødt en sjæl møder jeg Bianca. Det er en hollandsk sygeplejerske, som jeg første gang mødte på et herberg lidt vest for Burgus. Det er højst besynderligt at gå rundt i en spansk skov og pludselig møde en man kender.

Da jeg sidst så Bianca havde hun store problemer med knæ og fødder. Men hun vil denne tur og kæmper sig igennem. Ind i mellem tager hun en bus et stykke vej for at kunne holde sin tidsplan. Respekt!

For et par år siden fik Bianca en hjerneblødning, og hun har en søn på seks, som har Asbergers syndrom. Der er meget hun skal kæmpe med.

Kort efter byen Barbadelo når vi 100 km stenen. Det vil sige, at der nu er under 100 km til at vi når Santaiago de Compostella; og mit projekt er slut. Det er både trist og godt.

Jeg efterlader Bianca i Ferreiros, og når selv til Portomarín omkring kl. syv. Det er et kæmpestort herberg med 160 senge. Pilgrimsrejsen er blevet industrialiseret.

Fra Hospital til Samos

Jeg bor på et helt nyt herberg med et splinternyt køkken. Men da jeg vil lave kaffe om morgenen er der ingen gryder, så jeg kan ikke koge vand. Jeg kender ikke en værre måde at starte en dag på end at undvære kaffen. Jeg skal gå næsten seks kilometer før der kommer et sted, hvor jeg kan købe en kop kaffe.

stiDe sidste dage har jeg gået over 30 km om dagen i bjerge. Det er begyndt at kunne mærkes. Jeg tager derfor en stille dag på 23 km og laver en lille omvej til Samos, hvor der ligger et Benediktiner kloster, man kan overnatte i.

Jeg når dertil sidst på eftermiddagen. Herberget ligger nærmest på bagsiden af klostret og det er meget primitivt. Man går direkte fra vejen og ind i et stort rum, hvor der er omkring 50 køjesenge. Bygningen er fra 1200-tallet og rummet minder om kælderen under en kirke. Hospitaleroen spiller klassisk musik og under hvælvningerne lyder det som om at hele orkestret er her.kloster

Om aftenen inviterer hospitaleroen os til at deltage i klostrets vespa (aftenmesse).  Det er smukt og stemningsfuldt, men de omkring ti munke, som deltager i messen, illustrerer den katolske kirkes problem. Tre af dem må være i halvfemserne, og kan næsten ikke læse teksten i salmebøgerne. Der er en enkelt ung novice, men han ser ikke ud til at være helt rask.

Der er ikke noget køkken i klostrets herberg, og for anden aften i træk må vi på bar. Det er dog ikke det store problem. En “pilgrimsmeny” koster ti € og inkluderer tre retter mad og vin. Jeg får kålsuppe, galisisk oksekød og gedeost med honning. Det er hårdt at være pilgrim.

sovesalVi er fem, der spiser sammen. Et spansk-engelsk par, en belgier og Eva, som er fra Spanien.  Vi har alle mødtes tidligere, og det er som at spise med gamle venner.

Vi er kun otte som sover i klostret. Der er ingen varme, og det er isnende koldt, men der er tykke tæpper man kan tage over soveposen, og jeg sover fantastisk.

Fra Trabadelo til Hospital

Det er hyggeligt på hostlet. Jeg er den eneste gæst og jeg spiser morgenmad sammen med den hollandske pige, som ejer stedet. klokken er næsten ti før jeg kommer af sted.

Jeg har det helt fantastisk. Den daglige smerte i tåen er næsten væk og er nu kun en svag summen, når jeg begynder at gå. Da jeg startede i morges var jeg nødt til at standse og tjekke, at jeg havde det hele med i rygsækken; jeg kunne slet ikke mærke at jeg havde den på.dal

Stien går nu nede i bunden af dalen. I lang tid følger den landevejen gennem små landsbyer.  Senere begynder det at gå op ad. Vi skal op i næsten 1300 meters højde for at kommer over passet.

Kort før toppen passerer vi grænsen til Galicien. I nogle nætter har jeg delt værelse med Miquel (sikkert stavet forkert), som er fra denne region. Ifølge Miquel har Galicien en hel del fortrin frem for det øvrige Spanien. Bl.a. er der musikken, som lyder næsten som skotsk eller irsk folkemusik. Det skyldes åbenbart et keltisk islæt, som også giver sig udslag i at mange af galicierne er blonde. Selv er Miquel meget mørkhåret, hvilket han tilskriver den mauriske periode i forrige årtusinde.galicien

Kort før toppen når vi til O Cebreiro, der er den første by i Galicien. De fleste bliver her, men jeg går videre. Klokker er blevet 16.00 og jeg har caminoen helt for mig selv.

Omkring kl. 18.00 når jeg byen Hospital. Der er et nybygget herberg med alle faciliteter. Bl.a. et helt nyt køkken. Problemet er bare at der ikke er nogen butik i Hospital, så man kan ikke købe ind og lave mad. Sammen med nogle af de andre gæster går jeg ned til baren. For en gangs skyld får jeg linsesuppe.

middagDer er omkring 25 gæster på herberget. Alle har en underkøje, undtagen mig; jeg var den sidste som kom og må tage til takke med en overkøje.

Lyset bliver slukket kl. 22.00, og jeg har lige en halv time, hvor jeg ligger i soveposen og læser. Jeg ligger helt oppe under loftet, og det er lige før at jeg synes at det er hyggeligt – at ligge i en sovesal sammen med 25 andre. Man kan vænne sig til meget.

Fra Ponferrada til Trabadelo

Oplevelsen af turen er ved at ændre sig. I de første uger var der nærmest en oplevelse af broderskab sammen med dem man gik med. Nu er der mange, som lige er startet. Det giver en anden stemning både på herberget og når man møder folk på ruten.

Ponferrada er den sidste større by før Santiago de Compostella. Herberget er forholdsvis nyt og mangler den charme, som mange af herbergerne i landsbyerne har.

Vi sover i firemandsværelser, og af en eller anden grund står ægteparret i de underste køjer op kl. 6.00. Lyset bliver tændt kl. 7.00 og vi skal være ude kl. 8.00.

borgEfter 15 minutters vandring kommer vi til en velbevaret tempelridderborg som dateres tilbage til 1178. Man kan stadig se ordenens symboler i murværket; og det skulle være noget af et kultsted.

Morgenturen er præget af forstæder og en del af turen foregår langs landeveje. Efter 22 km kommer vi til Villafranca del Bierzo, som er en gammel pilgrimsby. Navnet “franca” betyder at det er frankere (forstået som folk nordfra), der har bygget byen.

De fleste vil overnatte her, men andre vil lidt videre. Villafranca ligger ved indgangen til en smal dal. I bunden af dalen ligger motorvejen mellem Madrid og La Coruna. Man kan vælge med at gå langs vejen. Så kommer man til en lille by med overnatningsmuligheder efter ca. seks km.

Den anden mulighed er at gå op i bjergene og følge en smal sti. Her kommer man så først til en by efter 12 km. Min guidebog anbefaler stien; de andre bliver vist nærmest advaret mod at tage den.top

Jeg tager stien alene. Den første km går det stejlt opad. Min ben ryster under mig, da jeg endelig når toppen. Det er alle anstrengelserne værd: Det er forår og planterne på bjergskråningerne blomstrer. Det er som at gå ved et rødt blomsterhav blandet med blå og gule nuancer.

Ind i mellem kan jeg høre motorvejen i bunden af dalen, for det meste er der  helt stille. Og jeg er helt alene, der er ikke en sjæl.

På et tidspunkt bliver stien til nærmest ingenting. Der er ingen skilte og jeg må gætte hvor jeg skal gå. Stien går lidt nedad og jeg går nu i en skov af kastanjetræer. Her møder jeg en ældre mand, som river blade sammen i bunker, som han lægger op af træerne.

Vi kan ikke tale sammen, men han får forklaret, at han river bladene væk, for lettere at kunne samle kastanjerne om efteråret. Han viser mig også vejen videre. Skoven er mørk, selvom solen skinner. Det er specielt at gå her; og jeg møder flere ældre mænd, som også river blade sammen.

Stien går nu stejlt nedad, og jeg kommer til landsbyen Tabadelo, hvor jeg vil overnatte på herberget. Det er lukket. Ifølge min guidebog er der to herberger, og jeg finder det næste. Det er også lukket. Kl. er ved at være syv og jeg har gået 35 km. De sidste 12 i bjergene. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på at skulle gå videre til den næste landsby.

hostelPå vej ud af byen ligger et lille hostel (i Spanien er det en mellemting mellem et herberg og et hotel). Jeg betaler de gladeligt de 25 €, det koster at overnatte her.

Hostelet drives af en hollandsk pige, som for otte år siden fik en “spanish boyfriend”, som hun siger det. Jeg er den eneste gæst.

Fra Rabanal til Ponferrada

De to englændere som passer herberget i Rabanal er travetosser ud over alle grænser. Den ene af dem opdager, at jeg har en Osprey Atmos 50 (rygsæk) og er ved at gå til af misundelse. Det her vandre-noget er ved at tage overhånd.

bjergeDer er gratis morgenmad i det engelske herberg, Klokken otte er vi på vej. Jeg følges med min ultraliberale schweiser. Mange af dem, som nu er på ruten, er “turister” (som schweiseren kalder dem), som har startet caminoen i León eller senere.

Første del af ruten går op ad. Der er stadig sne på toppen og smeltevandet omdanne stien til noget der minder om en bæk i stedet for en sti. Mange af turisterne har svært ved at klare turen. Schweiseren og jeg har øvet os i tre uger. Vi drøner opad og han elsker det.

Det er en af caminoens smukkeste ruter. Højdepunktet er Jernekorset, som er et lille kors, der står på en ti meter høj træfod. Det er traditionen at man lægger en sten, som man har medbragt hjemmefra.

Jeg går alene derop. For nogle dage siden diskuterede Simon og jeg om der var et religiøst udbytte af turen. Vi blev vist enige om at det var der nok; vi var bare for ignorante til at forstå det.

Min schweizerven bagest

Min schweizerven bagest

Jeg har taget en sten med fra Frankrig – og jeg føler en vis andægtighed ved at lægge stenen og tænke over, hvad jeg lægger fra mig sammen med stenen – i hvert fald lige indtil der kommer syv midaldrende spanske mænd, som er på cykeltur.

I sin bog “Dumhedens løvefødder” skriver Henrik Nordbrandt, at spanierne er verdens mest støjende folkefærd. Ind i mellem er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

På vej ned at bjerget følges jeg med tysk-italieneren Maurice. Han er den første jeg møder, som går caminoen af religiøse grunde. Efter to dødfødte børn lovede han gud at han ville gå caminoen, hvis det næste barn blev født levende. Hans datter er lige fyldt to.maurice

Maurice vil overnatte i El Acebo. Jeg går videre til Ponferrada. På herberget møder jeg Thomas, som var med til kano-brylluppet i Rabé de la Calzadas. Brylluppet er allerede blevet til en af legenderne på caminoen.

Der er ikke wifi på herberget; jeg finder en bar, hvor jeg kan ordne mails og blogge.bar